Arktiske hunde afspejler menneskets historie

Har du nogensinde tænkt på, at hundene i en region kan afspejle ændringer i det menneskelige samfund?

Når alt kommer til alt, tjener ethvert element, der interagerer og modificeres af vores art, på samme tid som en form for menneskets optegnelse.

Hunde, der er så tæt knyttet til os, fortæller også vores historie over tid. Hunde og menneskets historie har mange punkter til fælles.

En undersøgelse fra 2021 har været interesseret i denne historie i det sibiriske arktiske område, et af de barskeste og mest isolerede områder på planeten.

Sibirien (ikke kun den arktiske region, men hele Sibirien) har en befolkningstæthed på cirka tre mennesker pr. kvadratkilometer. Da det er mere end 75 % af Ruslands areal, har det kun 33 % af befolkningen.

Livet i Sibirien

Hunde er en anden uadskillelig del af livet i det sibiriske arktiske område.

Det menes, at sameksistens i disse lande mellem mennesker og hunde har været i 9.500 år og har fortsat indtil i dag.

Selv i dag er der stadig samfund i de områder, der bruger hunde til hyrde, jagt og slædekørsel.

Det interessante er, at på grund af de ekstreme forhold og den naturlige isolation har genetisk blanding med andre populationer været knap. Arktiske hundes genetik er ældgammel, og krydsning af hunde i Sibirien er sjælden.

Dog ser det ud til, at hunde i den forstand var mere åbne end mennesker. For eksempel nomadiske sibiriske hyrder, der flyttede med deres dyr og tillod nye blandinger.

I historien om sibiriske hunde forblev de genetisk adskilt fra andre racer indtil for 7.000 år siden.

Fra det øjeblik, på grund af deres sameksistens med mennesker, begyndte europæiske hunde og hunde fra de eurasiske stepper at blive introduceret hos dem. Hyppigheden af ​​disse krydsninger steg for 2000 år siden, med befolkningernes bevægelser.

Der er fundet en sammenhæng mellem de største introduktioner af nye hunde og de store sociale og teknologiske fremskridt i menneskelige samfund.

De tre vigtigste ændringer synes at være sket med indførelsen af ​​metallurgi, inkorporeringen af ​​rensdyr i transport (begge begivenheder for ca. 2.000 år siden) og fremkomsten af ​​rensdyrdrift for 800 år siden.

Rensdyr, en anden af ​​Sibiriens grundlæggende motorer.

Udveksling af gener

Det menes, at europæiske hunde ville blive rekrutteret til arbejde på gårde, mens stepperacer ville være interesserede i hyrdearbejde.

Denne bevægelse var ikke ensrettet. Hvis vi studerer europæiske hundes herkomst, er de en blanding mellem det nære østens og Arktis hundeslægter allerede for 10.900 år siden.

Hvilket også tyder på, at sibiriske hunde blandede sig med europæiske hunde i tider før det omvendte tilfælde. Det ville først være hundreder af år senere, at de europæiske racer blandede sig i Sibirien med de indfødte racer.

Selvom Europa, der startede omkring 1800, gik lidt amok og begyndte at avle nye racer, for det meste æstetiske formål, i et hektisk tempo. Men det er et andet emne.

Et mærkeligt faktum er, at på trods af deres relative nærhed har sibiriske hunde næppe genetiske varianter, der indikerer krydsning med østasiatiske racer. Genetisk flow med dem var anekdotisk.

Arktiske hunderacer

Al denne bevægelse af gener ville blandt andet have ført til den nuværende race af Samojed.

At kalde det aktuelt er lidt ironisk. Den moderne samojed adskiller sig lidt fra medlemmer af denne race fra 2.000 år siden.

Et andet eksempel på en regional race er Chukotka-slædehunden, en anden race, som der allerede er optegnelser om fra 1.500 år siden. Denne hund blev brugt til at trække slæder, især til at transportere mad.

"Men vent, er det ikke Siberian Husky?"

Nej, selvom det er en almindelig fejl. Den siberian husky Den kommer fra Chukotka slædehunde, der blev eksporteret til Alaska. De individer, der endte i USA og Canada, gav anledning til de nuværende siberian huskyer, som er mindre, hurtigere og med mere udholdenhed.

Det anslås, at der er 4.000 slædehunde (ikke huskyer) tilbage i dag, selvom det er uvist, hvor mange der virkelig er racerene.

Derfor, selvom vi taler om ændringer i disse dyr, fortsætter Sibirien med at være en af ​​de regioner i verden, hvor hunde ligner gamle racer mest, både genetisk og fysisk.

At se på en sibirisk hund er næsten det samme som at se på en hundrede år gammel hund.

Et lignende tilfælde kan findes i Alaskan Malamute.

Nu flytter vi til et andet kontinent, da Malamuten også kommer fra det arktiske område, men i Nordamerika, hvor det nuværende Alaska ligger.

Betragtet som en anden af ​​de ældste hunderacer, kan dens direkte forfædre ifølge skøn være 6.000 år gamle. For tusinder af år siden krydsede de Beringstrædet fra Sibirien og levede sammen med inuitterne, nærmere bestemt med Mahlemut-stammen, som de fik deres navn fra.

Disse to grupper boede så tæt sammen, at det næsten er umuligt at finde en historisk optegnelse over Mahlemut, der ikke nævner de hunde, de havde.

Det sidste eksempel, vi vil nævne, er Finsk Spids. Denne race migrerede med sine menneskelige ledsagere fra det centrale Rusland til det nuværende Finland for 3.000 år siden.

Racen var mere fokuseret på jagt end transport, og kom faretruende tæt på at uddø i slutningen af ​​1880'erne på grund af krydsning med andre racer.

Heldigvis opdagede en atlet fra Helsinki nogle rene eksemplarer og blev så forbløffet over racen, at han dedikerede sig til at udvælge prøver, der ikke var blandet, for at forsøge at genvinde den. Næsten al den finske spids der findes, kommer fra den indsats for 100 år siden for at forhindre racen i at forsvinde.

Hundene i det arktiske område er det tætteste, vi vil finde på fortidens ulv, som på et tidspunkt besluttede, at mennesker var acceptabelt selskab.

Hvis du vil se, hvor meget af en ulv din hund er, er DNA-test til hunde fra Koko Genetics kan tage et kig på deres racer.

Der er en anden tankegang, vi kan have. Hvordan ændringer i hunderacer har været et uundværligt værktøj i menneskets evolution.

Ville vores pårørende have været i stand til at kolonisere disse ugæstfrie miljøer uden hunde ved deres side? Sandsynligvis ikke.

Mennesket ville uden hunden ved sin side være en mere tilbagestående art og frem for alt mere ulykkelig.