At kende racen af en blandingshund ud fra dens egenskaber og adfærd er en næsten umulig opgave. Selv nutidens genetik står over for en udfordring på dette område.
Hvis det er kompliceret at kende racen på et kæledyr, som vi nævnte i Sådan ved du, hvilken race min hund er, hvis hunden er en blandet race, har sværhedsgraden nået niveauet for luftfartsteknik.
Det er ikke sådan, at folk har en tendens til at gå i detaljer for at finde ud af det, især hvis de beslutter sig for at prøve med fysiske funktioner.
"Jeg har en sort blandingshund, hvilke racer kan det være?"
De mest almindelige hundepelsfarver er sort, brun og hvid. Enten har de et atypisk mønster, eller også bliver din hunds pels ikke særlig klar.
"Nå, men det er en stor blandingshund."
Med den information har du måske Baskerville-hunden, og så er det en krydsning af en engelsk mastiff og en St. Hubert-hund. I det meget sandsynlige tilfælde, at du ikke deler din hund med Conan Doyle-bogen, kan en beskrivelse af hunden indsnævre mulighederne, men den vil ikke sikre dig noget.
At fokusere på adfærd kommer heller ikke til at løse problemet. Vi har også talt om dette i en anden tidligere artikel, Adfærd og gener, mere omfattende.
Kort sagt vurderer nyere undersøgelser, at racens indflydelse på dyrs adfærd er blevet overvurderet, især i moderne racer (nyere racer, der er opstået siden 1800).
Adskillelse af definitioner af blandede racer
At definere en blandingshund på en generel måde er simpel, som de fleste definitioner, så længe du ikke går for dybt, som de fleste ting.
En blandingsrace er en hund, der ikke tilhører nogen officielt anerkendt race, men derimod kommer fra to eller flere racer. Men hvem bestemmer de racer, der bruges i denne sondring?
Den baskiske hyrdehund er en hunderace, som der er registreret siden det 16. århundrede og er blevet anerkendt af Royal Canine Society of Spain i 1996 og af den spanske regering selv i 2001.
Men hverken International Cynological Federation eller American Kennel Club, blandt andre, har denne race registreret på deres lister.
Uden tvivl er den baskiske fårehund sin egen race og ikke en blandingsrace, men den tjener til at forstå, at nogle individer kan befinde sig i et bestemt limbo. Racer anerkendt af nogle foreninger, men ikke alle.
Et andet problem er hybridhunde.
Hybride hunde er dem, der kommer fra to forskellige rene racer, med egenskaber af begge. Resultatet er ikke et officielt løb, ligesom cockapoo, og anses af mange for at være blandingshunde, da begrebet omfatter hunde, der kommer fra forsætlige krydsninger.
Imidlertid nægter mange opdrættere at kalde dem krydsninger, fordi de mener, at udtrykket er nedsættende for den tid og indsats, der er investeret i disse selektive krydsninger. Derfor insisterer de på navnet hybridhunde.
Derudover vil de i fremtiden kunne anerkendes som officielle racer.
Nye hunderacer accepteres løbende som officielle. I begyndelsen af 2024 kom der for eksempel nyheder om, at AKC havde accepteret Lancashire Heeler som dens 201. race tilmeldt til hundeudstillinger.
Derfor, hvis du ikke skal konkurrere, er det bedre ikke at blive kompliceret med renheden af en hunderace.
Hvad hvis jeg af en eller anden grund vil vide hans race?
Selv uden for udstillinger vil du måske kende deres racer for at prøve at vurdere, hvor længe de vil leve. Det er rigtigt, at hvis vi tager alle individerne, så lever blandingshunde længere end racerene hunde, men det afhænger virkelig af den race, som vi sammenligner med.
Den sikreste metode, medmindre du har dyrets stamtavle, er en genetisk testning af hunderacer. Især hos hunde, der er en talrig blanding af racer.
Jo flere racer en hund har, jo sværere er det for dens fysiske eller adfærdsmæssige egenskaber at afspejle dens racer. I har et godt sæt træk, der interagerer med hinanden.
Og selv genetik, der normalt er så pålidelig, befinder sig stadig her med vægge, der er svære at overvinde.
Nogle racer er anerkendte og officielle, men antallet af individer er minimalt. Chinook Det er en hunderace, som der er cirka 1.200 medlemmer af, hovedsagelig i Nordamerika.
Problemet med atypiske racer er, at databaserne har få prøver at studere og registrere de genetiske varianter, der gør det muligt at differentiere dem fra andre.
I disse tilfælde har opdrættere som regel udtømmende kontrol over individerne i populationen, og det er sjældent, at der er krydsninger fra disse racer.
En anden anstødssten er racer, der minder meget om hinanden. Vi mener ikke, at de har samme størrelse, har samme hårfarve eller begge bark i en toneart F-dur.
Vi mener, at de genetisk set har en høj lighed, fordi de er nyere racer, der kommer fra den samme forfader.
Forestil dig, at du har Jack Russell Terrier. Så en dag lykkes det en ærbødighed, der bor i Det Forenede Kongerige, der brænder for at opdrætte terriere, at udvikle en variant kaldet Parson Russell Terrier, som senere accepteres som race.
To racer, den ene er grundlaget for den anden, hvis forskelle er, at Jack Russell er noget mindre og med kortere ben.
Og forestil dig nu den stakkels genetiker, med trætte øjne, som skal finde de genetiske varianter, der gør, at han kan skelne begge racer fra hinanden i en blandingshund.
Den metodiske del er heller ikke perfekt. En genetisk test, uanset om det er hunde, mennesker eller elefanter, har ikke 100 % pålidelighed. Der er fejl, der kan begås, fra menneskelige til mekaniske.
Derfor er resultaterne givet for det samme krydsningsdyr af to genetiske virksomheder nogle gange forskellige i nogle procenter, især hvis de to foregående point er opfyldt.
De fleste hundegenetiske virksomheder, når det kommer til at skelne et dyrs racer, placerer normalt deres pålidelighed mellem 97% og 99%. De vil aldrig fortælle dig det 100 %, og hvis de gør det, er de 100 % sikre på, at de lyver for dig.
Der var et eksperiment i 2023, hvor de samme prøver blev sendt til fire forskellige DNA-test til hunde og sammenlignede resultaterne.
To tilfælde var enkle, et eksempel på Grand Danois racerene og andre mennesker. To virksomheder gættede på, at en prøve tilhørte en ren dansker, og en anden kasserede den, fordi den var menneskelig. En tredje gættede Grand Danois, selvom hun tilføjede en lille procentdel af en anden race, og forvekslede mennesket med en hundeprøve. Det fjerde selskab var alt i alt forfærdeligt.
Men i tilfælde af to prøver af blandingshunde var ingen af virksomhederne enige i deres resultater med de andre, ikke engang de to, der korrekt tildelte Grand Danois og mennesket.
Desværre kan ingen virksomhed garantere racerne af din blandingshund med fuldstændig sikkerhed. Men vi kan garantere dig det bedst mulige resultat, til den bedste pris, og hjælpe dig på alle mulige måder.
I sidste ende er det vigtige, at det er en hund, der elsker dig, og som du elsker.
