Baseret på genetik er der en række love, der regulerer hunde og deres ejere. Fra stamtavle til potentielt farlige racer.
Vi taler om love skabt af mennesket; For naturlovene følger hundens DNA gældende biologisk lovgivning.
Den er i det offentlige domæne, og vi skriver meget ofte om den. Mennesker lever også beskyttet af denne retspraksis.
Hunde-DNA har allerede som art mistet en del af sin glorie af mystik. Det første hundegenom blev sekventeret i 2005, en bokser raceren ved navn Tasha.
Siden da har dusinvis, hundredvis af undersøgelser arbejdet med genomet af disse dyr for at sammenligne og analysere dem. Find de forskelle, der gør dem unikke, og kontroller deres egenskaber.
Men denne gang henviser vi til de love, som vi har udviklet om hundens DNA.
Hvis nogen er overrasket, så tænk, at stamtavlen kunne inkluderes i dette emne. I et andet indlæg har vi kort kommenteret bureaukratiet omkring hundestamtavle og dets funktioner.
Optælling af hunde og deres ekskrementer
Den mest oplagte funktion er tællingen af dyr. I nogle regioner i verden er der allerede planer om at registrere lokale hundes DNA, og andre har dem allerede aktive.
Det ville være obligatorisk for hunde, der bor i denne region. Har hundens obligatoriske DNA. En autoriseret dyrlæge ville udtrække prøven og knytte den til dyrets chip. Det sendes derefter til et laboratorium til sekventering.
Ejeren får normalt et bevis på, at dyret er blevet registreret, såsom et personligt mærke, hvis nogen senere forlanger at verificere det.
Omkostningerne ved processen betales helt eller delvist af kæledyrsejeren. I Spanien, for eksempel et foregangsland på dette område, ligger omkostningerne mellem 30 og 40 euro. Det gode er, at det er billigere end en gentest for hunde. Den dårlige ting er, at dens eneste funktion er at identificere hunden uden andre yderligere hjælpemidler.
I USA begyndte der siden 2008 at opstå virksomheder, der tilbyder denne kontroltjeneste i lokalsamfund i lille skala.
Siden 2020 er italienske og franske provinser også begyndt at udføre genetiske tests og tællinger af hunde og deres affald.
Når først dyrets DNA er lagret i en database, kan det genkendes i tilfælde, hvor det er stjålet, forladt eller tabt.
Interessant nok er hovedformålet på trods af disse fordele at kontrollere gadepoep. Med systemet på plads kan fækale prøver indsamles offentligt, analyseres og den ansvarlige hund kan opdages.
Selvom den endelige ansvarlige vil være ejeren af dyret, som risikerer den tilsvarende bøde for ikke at samle sin hunds afføring op. Udgiften til analysen af ekskrementerne opkræves i hvert fald ikke særskilt fra bøden.
Rene gader og ekstra indtægter til kommunerne, en perfekt plan, så længe der ikke opstår uventede problemer. Prøv for eksempel at bøde turister med uregistrerede hunde.
Potentielt farlige racer
Hundens DNA har juridisk betydning i kontrollen af såkaldte "potentielt farlige racer."
På trods af hvad folk tror, er det ikke racer, der nødvendigvis er voldelige. En af de mest aggressive racer er Chihuahua og er ikke klassificeret i denne gruppe.
Det er racer, der på grund af deres fysiske egenskaber i tilfælde af et angreb har kapacitet til at forårsage stor skade eller endda død. Det kan være mere sandsynligt at få en Chihuahua i dårligt humør end en Argentinske Dogo, men den argentinske Dogo vil ikke give dig mulighed for at gøre ham vred en anden gang.
I disse tilfælde skal du kende hunderace Det er vigtigt at kunne overholde den gældende lovgivning i hvert enkelt land. I nogle, såsom Storbritannien, er der racer, der er direkte ulovlige at eje, såsom Brasiliansk række.
Derudover tages der i mange lande hensyn til andre forhold. For en hund blandet mellem to potentielt farlige racer er det normalt at tro, at den skal følge de samme regler.
Andre racehunde, der tilhører denne gruppe, kan indgå i reglementet, hvis de opfylder en række fysiske krav. Hvis din hund kan nedkæmpe en isbjørn, er den nok på listen, selvom det ikke er en af de racer.
Det er bedre ikke at avle, hvis der er arvelige sygdomme
I mange regioner i verden kan opdrættere ikke avle dyr, der har eller bærer på genetiske sygdomme.
Halvdelen af de lande, der tilhører EU, har lovgivning, der forhindrer avl af hunde og katte med genetiske forhold, uanset om det er misdannelser eller patologier.
Med denne procentsats skal der tages højde for, at kravet om at opdrættere skal være registreret varierer afhængigt af landet. Kun to tredjedele af landene i Den Europæiske Union har alle deres opdrættere registreret, da betingelserne ikke er ensartede. De afhænger af salg, kuld eller det samlede antal dyr om året.
Der er lande, hvor opdrætterlicensen gives ved at gennemføre en række registreringer hos myndighederne, uden en inspektion af personen og faciliteterne, eller endda efterfølgende inspektioner.
Det ville være ironisk at konstatere, at registrering i nogle dele af verden er mindre omfattende for opdrættere end for dyrene selv. Derfor, hvis en person ønsker at købe en hund, er det altid tilrådeligt at finde ud af så meget som muligt om, hvor de vil gøre det.
Ud over dyrenes genetiske sundhed og integritet skal opdrættere følge andre regler for at sikre dyrenes velbefindende.
For eksempel har Tyskland etableret protokoller for avl af schæferhunden, en af dens mest emblematiske racer. Hunnen skal være mindst 20 måneder gammel. Hunnerne kan heller ikke parre sig mere end 90 gange, med hvileperioder mellem parringerne.
En ægte opdrætter ville aldrig tillade parringer, der resulterer i hvalpe med dårligere helbred end forældrene. Men vi beskæftiger os ikke aktivt med reproduktion af hunde. Vi arbejder med det endelige resultat. Og vores DNA-test til hunde er perfekte til at finde ud af, om dyret er bærer af et problem.
