De seneste undersøgelser ser ud til at vise, at genetikkens indflydelse på hundeadfærd er blevet overvurderet, især i de såkaldte moderne racer.
Fra et genetisk synspunkt giver hunde meget leg. Vi befinder os med den mærkelige omstændighed af et dyr, hvor racerne har ringe genetisk variation, men arten er utroligt heterogen.
Inden for pattedyr er den største genetiske heterogenitet hos hunde. Noget der frem for alt opfattes i deres fænotype, genernes udtryk i kroppen og adfærd.
En undersøgelse fra 2004, der arbejdede med 414 hunde fra 85 forskellige racer, var i stand til at tildele 99 % af hundene til deres korrekte race ved hjælp af mikrosatellitter (korte gentagne DNA-sekvenser).
Med hensyn til dette er genetiske undersøgelser i hunde, der anvender mikrosatellitter, næsten fuldstændigt fortrængt af brugen af SNP'er hos hunde.
I 2015 var næsten 20 millioner forskellige SNP'er allerede blevet registreret i denne art.
Vi taler om en art så forskelligartet, at den forventede levetid for nogle racer er dobbelt så lang som for andre.
Racernes historie og deres oprindelse er meget forskellig fra hinanden.
Moderne racer og selektiv avl af hunde
De fleste hunderacer tilhører de såkaldte "moderne racer". Det er de racer, der er opstået siden år 1800, gennem kunstige krydsninger, og de har en væsentlig detalje: de fleste opdrættere havde æstetiske og fysiske mål, da de udviklede dem.
Det er i denne tid, at hundekonkurrencer og konkurrencer opstår. Brugshunden begynder at blive erstattet af den moderne hund.
Før dette blev hunde udvalgt til tre hovedfunktioner: jagt, beskyttelse og hyrde. Disse tre funktioner var opstået fra den naturlige jagtadfærd hos ulven, deres forfader.
De skrappe acceptkriterier og racestandarder fremmede yderligere den konstante søgen efter hunde fysiske træk bestemt. Egenskaber, der ikke havde anden funktion end at behage opdrætteren.
Mere end 40 % af hunderacerne kommer fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland. Hvis vi tager hele Europa, kommer mere end 80% af hundene fra dette kontinent. Det er tydeligt, at målet ikke ligefrem var at have mange forskellige fårehunde.
Ydermere, sammenlignet med de såkaldte basal- og/eller antikke racer (terminologien på dette felt ændres ofte), er disse moderne racer mere genetisk ens. De har krydset veje gentagne gange i søgen efter de ønskede fysiske træk, hvilket har ført til homogenisering mellem dem.
Resultatet er interessant. Vi finder ud af, at mange hunderacer har en enorm genetisk lighed, men bevarer distinkte og stabile områder af genomet.
Disse områder bærer ofte information om specifikke egenskaber, de egenskaber som opdrættere har fikseret i racen gennem selektiv avl. Områder, der i øvrigt tillader genetisk testning tildele dyrets race.
Hvis hovedinteressen for disse nye racer var specifikke fysiske egenskaber (ofte med æstetisk interesse), blev adfærd taget i baggrunden.
Hundens adfærd og manden rækker ud
Hvis vi sammenligner hunden med ulven, er der forskelle i adfærd mellem begge arter. Alt sammen for human behandling.
Den første og mest åbenlyse er ulvens mistillid til mennesker. Hunde er mindre forsigtige, mindre generte og mere legesyge og afslappede end ulve.
Hunde har også lært at forstå menneskers sprog. Vi henviser ikke til at tale med dem, de er ikke for filologiske, men til at fortolke ansigtsbevægelser og kropssignaler.
Ulve bliver voksne tidligere, er mere intelligente og er slet ikke afhængige af menneskelig tilstedeværelse.
Af alle de egenskaber, som hunde har, er føjlighed den med størst arvelighed. Det giver mening. Det mest interessante ved hunde generelt var, at de kunne forstå og adlyde menneskelige kommandoer.
På et tidspunkt, hvor hunde var lydige, og nye racer blev brugt mere til selskab og udstilling end til arbejde, var det interessant at udvikle specifikke adfærdstræk for dem?
Tilsyneladende ikke. En nylig undersøgelse (nylig, hvis du læser den i 2024, da denne artikel blev offentliggjort) har bevist, at adfærdsegenskaber inden for samme race varierer mellem individer.
Derfor vil en hunds race ikke være en pålidelig forudsigelse for dens adfærd.
Adfærdens arvelighed
Til dette arbejde interviewede de mere end 18.000 hundeejere, halvdelen af dem racerene, og sekventerede mere end 2.000 dyr.
Det er rigtigt, at de fleste adfærdstræk var arvelige, pointen er, at det var meget ens mellem racer. Hvad betyder det for noget at arve bestemte egenskaber, hvis de deles med andre racer?
Der var undtagelser. For eksempel et dyrs føjelighed, den egenskab, som vi før nævnte som den mest arvelige. I dette tilfælde gav race mulighed for mere præcise forudsigelser.
Adfærd, der involverede bevægelsesmønstre, var den mest nedarvede, såsom at hente/samle ting op.
Andre adfærdstræk blev nedarvet på grund af dyrets egenskaber, så det er lidt tvivlsomt at kalde dem "arvelige". Måden en hund sidder eller ligger på er relateret til dens fysik, som igen afhænger af de racer, der udgør den.
Men i andre træk, såsom den agonistiske tærskel, havde kendskab til dyrets race en værdi tæt på nul. Hver hunds individuelle oplevelser med det miljø, den havde udviklet sig i, havde større vægt.
Agonistisk tærskel, kort afsnit, kan forstås som den lethed et dyr har, så det kort sagt Han kan ikke lide dig særlig meget.
En anden detalje er, at der altid har været undtagelser. Inden for ejerne af Labrador retriever 8 % sagde, at deres kæledyr hylede nogle gange eller altid. Blandt ejerne af greyhounds 7 % beskrev, at deres hunde begravede deres legetøj, mens resten svarede, at deres aldrig havde gjort det.
Ingen adfærd var eksklusiv eller unik for én race.
Lad os desuden tage i betragtning, hvor svært det ville være at forudsige adfærd baseret på race hos en blandet hund. Det antages, at mere end 80 % af hundene på verdensplan er blandinger.
Selv i førsteverdenslande som USA havde halvdelen af dyrene mere end én race i 2018.
Sammenfattende, i moderne hunde har tilgangen til kunstig avl været æstetisk, hvor søgen efter fysiske egenskaber dominerer over alt andet. Dette har gjort forudsigelse af en hunds adfærd efter race mindre pålidelig.
Hunde inden for samme race udviser variation i adfærd, hvilket viser, at dyrets miljø i øjeblikket er den vigtigste afgørende faktor for dets adfærd.
Det er dog ikke udelukkende den genetiske del. Der er adfærdstræk, som er arvelige, og de vil påvirke dyret. Hvis din hunds forfædre har brugt 500 år på at samle det vildt, som deres ejer jagtede, er det normalt, at noget varer ved. Kort sagt, race er mindre en afgørende faktor end tidligere antaget.
Når du gør DNA-test til hunde fra Koko genetik, husk, at den mest nedarvede egenskab, de har, er at stole på os. Forråd ikke en egenskab, der er indlejret i deres genom.
