Sådan genkendes progressiv retinal atrofi hos hunde

Hos pattedyr repræsenterer det at have øjne den vigtige fordel ved at have synssansen, fotoreceptionens enorme talent. Evnen til at absorbere lysbølger, konvertere dem til elektriske signaler og behandle dem for at opnå et billede.

En proces, der virker som magi.

Dette utrolige organ kan dog lide af forskellige problemer hos hunde, og et af dem er progressiv retinal atrofi (PRA).

Nethinden og dens atrofi.

Nethinden er et væv, der findes på den indre overflade af øjet. Den består ganske enkelt af flere lag af neuroner forbundet med hinanden.

Blandt dem er også koglerne og stængerne, lysfølsomme celler, der er ansvarlige for at igangsætte den kaskade af signaler, der ender med at tillade din hund at se, hvor du har efterladt det ubeskyttede stykke ost.

Progressiv retinal atrofi er en gruppe af genetiske øjensygdomme hos hunde, der påvirker, som navnet antyder, nethinden. De er arvelige. Selvom katte kan lide af det, er det mere almindeligt hos hunde og kan sammenlignes med retinitis pigmentosa i mennesket.

Det forårsager retinal degeneration hos hunde i begge øjne, hvilket kan føre til blindhed.

Den første af de berørte fotoreceptorer er stængerne, der er ansvarlige for synet i svagt lys, i sort og hvid. Derfor er et af de mest afslørende symptomer udseendet af natteblindhed hos hunde.

Disse dyr vil undgå mørke områder og vise mindre selvtillid om natten. De er dog ikke så afhængige af synet, som vi gør. Dette giver dem mulighed for bedre at klare synstab hos hunde, men komplicerer dets tidlige opdagelse.

Efterhånden som sygdommen skrider frem, ødelægges keglerne også, hvilket fører til fuldstændig blindhed.

Forskellige hunderacer og nethindeatrofier

Vi har allerede tidligere nævnt, at hunde som art er en af de organismer med den største genetiske variation. Dette har også givet dem en bred vifte af progressive retinale atrofier, med forskellige genetiske varianter ansvarlige afhængigt af racen.

Selvom racerne med størst disposition er kendt, er de IKKE de eneste. Bare fordi et dyr ikke er på disse lister, betyder det ikke, at dets ejer kan udelukke muligheden for, at det udvikler problemer.

I de fleste tilfælde er det et autosomalt recessivt træk. Bærerdyret, med kun ét unormalt gen, har ikke sygdommen (selvom det kan have mindre ubehag).

Der er to undtagelser fra denne regel:

Den X-bundet progressiv retinal atrofier. Det er karakteristisk for siberian husky, selv om det ser ud til, at Samojed De kan også lide under det. I dette tilfælde, hvis du er mand, er det irrelevant, om det er recessivt eller dominant. Med kun ét X-kromosom vil du altid have sygdommen.
Der er en progressiv retinal atrofi som nedarves som autosomal dominant. Det er karakteristisk for engelsk mastiff, men andre racer, der kommer fra denne mastiff, såsom bullmastiff, kan de også præsentere det.

Andre hunderacer med progressiv retinal atrofi og mere tilbøjelige til at bære gener med mutationen er Labrador og Golden retriever, den Engelsk Cocker Spaniel og Amerikansk, den Australsk bjerghund, den Mastiff og Tibetansk spaniel, den Basenji, den Irske Settere, den Welsh Corgi Cardigan og Papillon.

Sygdommen forekommer ikke ens hos alle. Ikke alene er der større sandsynlighed for, at de har muterede gener, men alderen for debut og den hastighed, hvormed nethinden forværres, varierer mellem racer.

Det skyldes, at der i øjeblikket er mere end 20 registrerede genetiske varianter, der er i stand til at forårsage sygdommen. Afhængigt af varianten vil dens adfærd være anderledes.

For eksempel er det i Retrievere almindeligt, at den person, der er ansvarlig for deres retinal atrofi være genet SLC4A3 (udgør 60 % af tilfældene). I retinal atrofi gen TTC8 Det er yderligere 30%.

Antallet af patologier inkluderet i PRA er betydeligt stort.

En af de enkleste klassifikationer er dysplastisk og degenerativ. Ved dysplastik har nethinden udviklet sig unormalt fra begyndelsen. Blindhed opstår meget tidligere end ved klassisk PRA. Ved degenerativ har vævet udviklet sig normalt, men begynder at degenerere i løbet af dyrets liv.

Nogle gange PRA og er forvirrede. progressiv generaliseret retinal atrofi. Generaliseret er den mest almindelige af alle PRA'er, og vi kunne betragte den som den mest repræsentative, idet den er degenerativ, påvirker både fotoreceptorer og almindelig i mange hunderacer.

Generaliseret er dog en type PRA, og omfatter ikke alle sygdomme, der hører til denne type.

Se, hvad der forhindrer dig i at se

Der er symptomer på retinal atrofi hos hunde. Som vi har nævnt, er det første spor af sygdommen tabet af nattesyn, eller nyctalopi. Selvom forandringerne ikke er så markante som ved grå stær, kan der ses en større udvidelse af pupillen, for at fange mere lys.

En professionel undersøgelse vil opdage andre detaljer, der tyder på retinal atrofi, såsom svind af blodkar og nedsat pigmentering. En simpel visuel undersøgelse af nethinden bruges til at opdage det, og en elektroretinografi til at bekræfte det.

Fysiske ændringer er ledsaget af ændringer i adfærd. Ikke kun en utryghed i mørke områder, men den kan også være tilbageholdende med at tage trapper og dyret vil ofte styrte ned, hvis der sker ændringer i møblerne. Hunde husker placeringen af genstande inde i huset, så flytning af dem, når de ser værre, kan forårsage ulykker.

Sygdommen er ikke smertefuld, hvilket hjælper den til at gå ubemærket hen, da dyret ikke vil protestere eller komme med klager.

Desværre, som de fleste genetiske sygdomme, er der i øjeblikket ingen kur. Synstab opstår mellem et og to år efter diagnosen.

På den anden side er der behandlinger, der hjælper dem med at lindre problemet, og de har ikke så meget brug for deres syn, som vi gør.

Jeg ville ønske, at vi kunne orientere os ved at lugte jorden, men det talent er forbeholdt dem.

Der er en række enkle anbefalinger til at hjælpe dit kæledyr:

1. I de tidlige faser tilføj ekstra belysning både i og uden for huset, hvis det er muligt.

2. Hold det indre af huset identisk i henhold til dyrets mentale plan for rummene.

3. Bloker trapper, altaner og andre risikoområder.

4. Gå ham i kort snor og tæt på dig, med særlig omhu om natten og/eller ukendte steder.

Det er en patologi, hvor genetiske analyser er meget nyttige. For det første fordi de vigtigste genetiske varianter, der er ansvarlige i hver race, er velkendte. Forebyggelse før behandling. For det andet, fordi hvis to hunde er bærere, bør de IKKE avle med hinanden. At undgå disse krydsninger er en måde at afslutte sygdommen på.

Af begge grunde er genetisk analyse af Koko Genetics Det er sikkert at se de unormale gener.